Kontraktløse aftaler i dansk aftaleret

I en ideel verden ville alle aftaler være nedfældet i en velstruktureret kontrakt, hvor parternes rettigheder, forpligtelser og betingelser er klart angivet. I virkeligheden indgås langt de fleste aftaler uden, at der foreligger et egentligt kontraktdokument. Håndværkere, erhvervsdrivende, freelancere og private borgere handler dagligt med hinanden på baggrund af mundtlige tilsagn, e-mails eller blot gensidig forståelse. Disse aftaler betegnes ofte som kontraktløse aftaler, og selvom betegnelsen kan give indtryk af noget uforpligtende, er sådanne aftaler i mange tilfælde lige så juridisk bindende som en skriftlig kontrakt.

Aftalebegrebet og den kontraktløse aftales gyldighed

Udgangspunktet i dansk ret er klart: En aftale bliver bindende, når der foreligger et tilbud og en accept, jf. aftalelovens § 1. Loven kræver ikke, at aftalen skal være skriftlig for at have retsvirkning. En aftale kan derfor være indgået mundtligt, digitalt eller ved såkaldt konkludent adfærd – altså ved handlinger, der viser en vilje til at binde sig.

Det betyder, at en håndværker, der efter aftale møder op og påbegynder en opgave, kan være bundet af en kontraktløs aftale med kunden, selv om der aldrig blev underskrevet noget dokument. Det samme gælder en erhvervsrelation, hvor varer leveres på baggrund af tidligere samarbejde og fast praksis. I juridisk forstand er der ikke forskel på, om aftalen er indgået mundtligt eller skriftligt – forskellen ligger derimod i, hvor nemt den kan bevises.

Bevismæssige udfordringer

Selvom kontraktløse aftaler er bindende, opstår de største problemer, når parterne bliver uenige om aftalens indhold. I sådanne situationer er det nødvendigt at fastslå, hvad der faktisk blev aftalt, og hvilke vilkår der skal gælde. Da der ikke foreligger noget skriftligt dokument, bliver spørgsmålet i høj grad et bevisanliggende.

Bevisbyrden ligger som udgangspunkt hos den part, der hævder, at der er indgået en aftale. Her kan domstolene lægge vægt på vidneforklaringer, e-mailkorrespondance, fakturaer, tidligere samhandel eller anden dokumentation, der indikerer, at der var en gensidig forståelse mellem parterne.

Manglende skriftlighed gør det ofte vanskeligt at føre bevis for aftalens eksistens og indhold. Det betyder dog ikke, at en part står helt uden beskyttelse. I praksis vil domstolene se på, om der gennem parternes adfærd eller faktiske handlinger kan udledes en stiltiende aftale. Hvis eksempelvis en kunde gentagne gange har modtaget og betalt for ydelser uden at protestere, kan det tale for, at et kontraktforhold faktisk eksisterer.

Domstolenes tilgang

Domstolene har gennem tiden behandlet adskillige sager, hvor spørgsmålet var, om der forelå en bindende aftale uden kontrakt. Et centralt eksempel er U 2001.1608 H, hvor Højesteret fandt, at der på baggrund af parternes tidligere samarbejde og handlinger forelå en aftale, selv om der aldrig var udarbejdet et skriftligt dokument. Retten lagde vægt på, at parterne havde handlet i overensstemmelse med en fælles forståelse og dermed måtte anses for bundet af et aftaleforhold.

Et andet typisk eksempel findes i erhvervsforhold, hvor virksomheder gennem længere tid har haft en fast samhandelspraksis. Her kan retten antage, at der eksisterer en rammeaftale, som gælder for de enkelte leverancer, selv om en sådan aldrig formelt er blevet formuleret. Det afgørende er, om der kan påvises en klar fælles vilje til at indgå et retligt forpligtende forhold.

Fortolkning og udfyldning af aftalen

Når en kontraktløs aftale skal vurderes, er det ofte nødvendigt at fortolke dens indhold ud fra omstændighederne. Retten vil typisk tage udgangspunkt i parternes kommunikation, deres tidligere adfærd og den branchemæssige kutyme. Hvis der mangler klare vilkår, kan retten udfylde aftalen med almindelige retsgrundsætninger eller handelsbrug.

Et klassisk eksempel er, når en køber og en sælger ikke har aftalt leveringstidspunktet for en vare. I så fald kan retten udfylde hullet med reglerne i købeloven, som supplerer parternes aftale. På den måde bliver kontraktløse aftaler ofte en blanding af konkret aftaleindhold og udfyldende regler, der sikrer et rimeligt resultat.

Risici og praktiske konsekvenser

Selvom kontraktløse aftaler kan være praktiske i dagligdagen, indebærer de en vis risiko – især når der opstår uenighed. En part, der ikke kan dokumentere, hvad der blev aftalt, kan få svært ved at gøre sine krav gældende. Det gælder både i erhvervsforhold og i private relationer.

For eksempel kan en kunde, der mundtligt har aftalt en pris med en håndværker, risikere at få en regning, som ikke stemmer overens med forventningerne. Uden skriftlig dokumentation er det ofte ord mod ord. Domstolene vil i sådanne tilfælde foretage en konkret vurdering, men bevisbyrden kan være tung for den part, der hævder, at aftalen havde et andet indhold end det, modparten påstår.

Manglen på klarhed kan også skabe problemer i forhold til ansvarsfordeling og misligholdelse. Hvem bærer risikoen, hvis en leverance forsinkes, eller hvis ydelsen ikke lever op til forventningerne? Uden en skriftlig kontrakt må sådanne spørgsmål afgøres ud fra almindelige retsprincipper og retspraksis – hvilket sjældent er ideelt for nogen af parterne.

Forebyggelse og gode råd

Selvom det ikke altid er praktisk muligt at udarbejde en detaljeret kontrakt, kan man reducere risikoen væsentligt ved at dokumentere det vigtigste skriftligt. En simpel e-mail, hvor man bekræfter, hvad der er aftalt, kan i mange tilfælde være tilstrækkelig. Det viser både aftalevilje og skaber bevis for, hvad der er aftalt.

For virksomheder kan det være en fordel at anvende standardvilkår eller rammeaftaler, der gælder for alle leverancer. På den måde undgår man, at hvert samarbejde skal genforhandles, samtidig med at man står bedre, hvis der senere opstår uenighed. I længerevarende samarbejder bør væsentlige ændringer også dokumenteres løbende – for eksempel prisjusteringer eller ændrede leveringsvilkår.

Konklusion

En kontraktløs aftale er ikke et udtryk for en uformel eller ikke-bindende forståelse, men derimod for et aftaleforhold, hvor formkravene blot er fraværende. I dansk ret er udgangspunktet klart: Aftaler bliver bindende, når der foreligger et tilbud og en accept – uanset om de er skriftlige eller ej.

Den væsentligste udfordring ligger derfor ikke i aftalens gyldighed, men i dens bevismæssige gennemførlighed. Når en aftale ikke er nedfældet, bliver det langt vanskeligere at fastslå, hvad parterne rent faktisk har ment og forpligtet sig til. Af den grund er det altid klogt at efterlade et minimum af skriftlig dokumentation – ikke fordi det er et juridisk krav, men fordi det er den bedste beskyttelse mod senere uenigheder.