Nye rammevilkår for kollektive varmeforsyningsprojekter – retlige og praktiske implikationer af ændringerne i projektbekendtgørelsen

Den danske regulering af den kollektive varmeforsyning har gennem en årrække været genstand for gradvise justeringer med henblik på at understøtte den grønne omstilling. Med ændringerne til projektbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 11. oktober 2025, er der imidlertid tale om en mere grundlæggende skærpelse af de retlige rammer for etablering og ombygning af kollektive varmeforsyningsanlæg.

Ændringerne indebærer, at kommunalbestyrelsens kompetence til at godkende varmeprojekter i stigende grad bindes op på objektive krav til energieffektivitet, brændselsvalg og udnyttelse af overskudsvarme. Dette medfører ikke alene nye krav til projektindholdet, men ændrer også den retlige vurderingsramme, som kommunalbestyrelsen skal anvende ved behandlingen af projektforslag.

Projektbekendtgørelsens rolle i varmeplanlægningen

Projektbekendtgørelsen fungerer som et centralt bindeled mellem varmeforsyningslovens overordnede målsætninger og den konkrete kommunale planlægning. Bekendtgørelsen regulerer dels, hvilke projekter der kræver kommunal godkendelse, dels hvilke materielle betingelser der skal være opfyldt, før en godkendelse kan meddeles.

Med de seneste ændringer bevæger reguleringen sig i retning af en mere teknisk detaljeret og fremadskuende normering af varmeforsyningsprojekter. Hvor kommunalbestyrelsen tidligere havde et relativt bredt skøn inden for rammerne af en samfundsøkonomisk vurdering, er godkendelseskompetencen nu i højere grad underlagt faste, lovbundne kriterier.

Energieffektivitet som godkendelsesbetingelse

Et af de mest vidtgående elementer i ændringerne er indførelsen af eksplicitte energieffektivitetskrav som en forudsætning for godkendelse af nye kollektive varmeforsyningsanlæg og omfattende renoveringer. Kommunalbestyrelsen kan ikke længere nøjes med at vurdere projektets samlede hensigtsmæssighed, men skal sikre, at anlægget opfylder de fastsatte kriterier på tidspunktet for idriftsættelse eller fortsat drift.

Kravene er dynamiske og underlagt en tidsmæssig progression, der strækker sig frem mod 2050. Denne reguleringsteknik indebærer, at projekter allerede i dag må planlægges med henblik på fremtidige skærpelser, hvis de skal være økonomisk og regulatorisk bæredygtige over anlæggets levetid.

For projektudviklere betyder dette, at valg af teknologi og energikilder i praksis bliver et juridisk spørgsmål på linje med et teknisk og økonomisk valg.

Retlig betydning af begrebet højeffektiv kraftvarme

Indførelsen af en særskilt definition af højeffektiv kraftvarme har væsentlig betydning for vurderingen af, om et fjernvarmesystem kan opfylde energieffektivitetskravene. Definitionen er knyttet til konkrete, målbare kriterier for primærenergibesparelse samt emissioner og brændselsforbrug.

Dette indebærer, at klassifikationen af et kraftvarmeanlæg ikke længere alene beror på dets funktionelle karakter, men på en dokumenteret opfyldelse af de fastsatte kriterier. I praksis kan dette medføre øgede dokumentationskrav og et behov for løbende opfølgning på anlæggets faktiske drift for at sikre, at forudsætningerne for godkendelsen fortsat er til stede.

Indskrænkning af fossile brændslers rolle

Ændringerne til projektbekendtgørelsen markerer samtidig et klart normativt opgør med fossile brændsler i den kollektive varmeforsyning. Forbuddet mod nye anlæg baseret på kul og olie, og fra 2030 også naturgas, indskrænker kommunalbestyrelsens handlemuligheder betydeligt.

For eksisterende anlæg, der gennemgår omfattende renoveringer, etableres der et loft over anvendelsen af kul og olie, målt i forhold til historiske forbrugsdata. Denne referencebaserede regulering forudsætter en præcis opgørelse af tidligere forbrug og kan give anledning til fortolkningsspørgsmål, særligt i tilfælde hvor driftsforholdene har varieret i referenceperioden.

Overskudsvarme og cost-benefit-analyser som styringsinstrument

Et andet centralt element i ændringerne er koblingen mellem projektgodkendelse og resultaterne af cost-benefit-analyser vedrørende udnyttelse af overskudsvarme. Hvor overskudsvarme tidligere i højere grad indgik som et planlægningsmæssigt hensyn, gøres udnyttelsen nu til et egentligt retligt udgangspunkt.

Hvis en cost-benefit-analyse viser, at udnyttelse af overskudsvarme er teknisk og økonomisk mulig, kan kommunalbestyrelsen som hovedregel ikke godkende et projekt, der undlader at indarbejde denne løsning. Dispensation forudsætter, at der foreligger tungtvejende retlige, ejendomsretlige eller finansielle forhold.

Denne regulering styrker overskudsvarmens retsstilling og kan i praksis påvirke forhandlingsbalancen mellem varmeforsyningsselskaber og industrielle aktører, hvis overskudsvarme ønskes inddraget.

Overgangsretlige problemstillinger

For ansøgninger, der er indgivet, men endnu ikke godkendt inden ikrafttrædelsestidspunktet, gælder en overgangsordning, hvorefter de hidtil gældende regler fortsat finder anvendelse. Overgangsreglen afbøder umiddelbart de mest vidtgående konsekvenser af ændringerne, men kan samtidig give anledning til forskellig retlig behandling af projekter, der i øvrigt er sammenlignelige.

Dette understreger betydningen af korrekt tidsmæssig afgrænsning af ansøgningstidspunktet og kan få betydning i tilfælde, hvor projekter ændres eller suppleres efter ikrafttrædelsen.

Samlet vurdering

Ændringerne i projektbekendtgørelsen medfører en markant juridisk styrkelse af energieffektivitets- og klimahensyn i den kollektive varmeforsyning. Kommunalbestyrelsens skønsmargin indsnævres, og godkendelsen af varmeprojekter bliver i højere grad betinget af dokumenterbare tekniske og energimæssige forhold.

For aktører på varmeområdet indebærer dette et øget behov for juridisk og teknisk samspil i projektudviklingen samt en mere langsigtet tilgang til valg af teknologier og energikilder.