Når to parter indgår i et ægteskab, forpligter man sig til hinanden. Det at forpligte sig til sin partner kan betyde meget, men når man indgår i et ægteskab, så forpligter man sig til at forsørge hinanden. Dette kaldes den gensidige forsørgelsespligt.
Forsørgelsespligten opstår som en del af ægteskabets økonomiske forhold og gælder som en grundlæggende pligt, der har betydning for, hvordan ægtefællerne skal støtte hinanden i hverdagen.
Hvad er forsørgelsespligten?
Forsørgelsespligten i ægtefælleloven betyder, at ægtefæller er juridisk forpligtet til at støtte hinanden økonomisk, så ingen af dem lider økonomisk nød. Begge skal bidrage til familiens økonomi.
Loven siger, at ægtefæller skal støtte hinanden økonomisk, men den fastsætter ikke præcise regler for, hvordan det skal gøres. Det betyder, at det er op til jer som ægtefæller at beslutte, hvordan forsørgelsen praktiseres i jeres situation.
For at opfylde forsørgelsespligten skal man som ægtefælle bidrage økonomisk til familiens udgifter. Det kan være gennem sin løn, eller andre former for økonomisk støtte, som f.eks. sociale ydelser.
Loven siger, at ægtefæller skal bidrage til familiens økonomi efter evne. Hvis en ægtefælle ikke har mulighed for at bidrage, kan man derfor ikke tvinge dem til dette. Uanset om I bor sammen eller ej, gælder forsørgelsespligten, når I er gift, altså påvirker jeres boligsituation ikke pligten.
Loven fastsætter ikke præcise regler for, hvordan forsørgelsespligten skal praktiseres, så det er op til ægtefællerne selv at beslutte, hvordan de fordeler familiens udgifter. Der er ikke krav om en ligelig fordeling, og ægtefællerne kan tilpasse økonomien, så den passer bedst til deres situation, så længe begge bidrager til forsørgelsen.
Hvis en ægtefælle ikke opfylder forsørgelsespligten og undlader at bidrage økonomisk, kan den anden ægtefælle kræve ægtefællebidrag. Der kan være undtagelser, f.eks. hvis den ene ægtefælle har midlertidige økonomiske problemer, som sygdom. Men hvis en ægtefælle permanent nægter at bidrage uden en god grund, kan ægtefællebidrag kræves.
Familieretshuset fastsætter størrelsen af bidraget baseret på faktorer som den ægtefælles økonomi og evne til at forsørge sig selv.
Hvad indebærer forsørgelse?
Forsørgelse betyder, at én ægtefælle økonomisk støtter den anden, så denne ikke lider nød. Forsørgelsen kan omfatte dækning af familiens løbende udgifter, herunder, mad, sundhed og andre nødvendige omkostninger. Ægtefæller deler ofte disse udgifter, hvilket kan føre til pengeoverførsler mellem dem. Disse overførsler er en måde at opfylde forsørgelsespligten på ved at dele økonomien.
Det, du modtager fra din ægtefælle som økonomisk støtte, tilhører dig, og din ægtefælle kan ikke kræve, at du betaler det tilbage. Din ægtefælles kreditorer kan heller ikke kræve disse penge til gæld.
Forsørgelsen behøver ikke kun at være økonomisk støtte. Ægtefæller kan også opfylde forsørgelsespligten ved at påtage sig andre opgaver, f.eks. husarbejde eller ansvar for familiens praktiske forhold, mens den anden ægtefælle håndterer økonomien.
Hvis ægtefællerne ønsker at overføre penge som et lån i stedet for som en del af forsørgelsen, bør de lave en skriftlig låneaftale. Hvis de senere ønsker at bruge pengene som forsørgelse, kan aftalen ophæves. Det er vigtigt at skelne mellem lån og forsørgelse, især hvis pengene bruges til f.eks. køb eller forbedring af ejendom. Ægtefællerne skal være opmærksomme på at tydeliggøre, om en overførsel er et lån eller et forsørgelsesbidrag, da det afgør, om pengene skal betales tilbage.
Forsørgelsespligt ved separation og skilsmisse
Forsørgelsespligten gælder under hele ægteskabet og ophører først, når ægteskabet afsluttes. Det gælder også, hvis ægtefællerne bor adskilt, da boligsituationen ikke påvirker pligten. Selvom ægtefæller, der ikke bor sammen, ofte står for deres egen økonomi, skal den ene ægtefælle stadig forsørge den anden, hvis denne ikke kan forsørge sig selv.
Ved separation eller skilsmisse skal parret beslutte, om den ene ægtefælle skal betale ægtefællebidrag. Hvis de søger separation eller skilsmisse med bevilling, skal de på forhånd være enige om bidragspligten og dens varighed. Her vil Familieretshuset udelukkende fastsætte størrelsen af ægtefællebidraget, baseret på modtagerens økonomiske situation.
Hvis den, der modtager ægtefællebidrag, gifter sig igen, ophører bidragspligten, da den nye ægtefælle nu har forsørgelsespligt. I nogle tilfælde kan bidragspligten være tidsubegrænset, især hvis den ene ægtefælle ikke har arbejdet i en lang periode under ægteskabet. For langvarige ægteskaber kan bidragspligten normalt vare op til 10 år, mens kortere ægteskaber har en bidragsperiode på 1 til 5 år.
Comments