EU’s nye direktiv om harmonisering af insolvensretten – konsekvenser og perspektiver for dansk ret

Den 30. marts 2026 vedtog EU et nyt direktiv, Direktiv (EU) 2026/799, som har til formål yderligere at harmonisere centrale dele af medlemsstaternes insolvensretlige regler. Direktivet udspringer af et forslag fremsat af Europa-Kommissionen i december 2022 og markerer endnu et skridt i EU’s langsigtede bestræbelser på at skabe et mere ensartet og effektivt insolvensretligt rammeværk.

Direktivet skal være implementeret i dansk ret senest den 22. januar 2029. Det bygger videre på tidligere harmoniseringstiltag, herunder implementeringen af Direktiv (EU) 2019/1023 om forebyggende rekonstruktion. Hvor tidligere regulering primært fokuserede på rekonstruktion og forebyggelse, retter det nye direktiv i højere grad fokus mod effektiv håndtering af insolvens og optimering af kreditorernes dividende.

Minimumsharmonisering som regulatorisk metode

Direktiv (EU) 2026/799 er udformet som et minimumsdirektiv. Det indebærer, at medlemsstaterne er forpligtede til at opfylde visse minimumskrav, men fortsat har mulighed for at opretholde eller indføre strengere nationale regler. Denne tilgang afspejler en balance mellem ønsket om harmonisering og hensynet til nationale retstraditioner.

For Danmark betyder dette, at eksisterende regler i vidt omfang kan videreføres, men at der på udvalgte områder vil være behov for justeringer for at sikre overensstemmelse med direktivets krav.

Forbedret adgang til oplysninger og aktivsporing

Et centralt element i direktivet er styrkelsen af kuratorers muligheder for at identificere og inddrive aktiver på tværs af landegrænser. Hidtil har det været forbundet med betydelige vanskeligheder og omkostninger at forfølge aktiver placeret i andre medlemsstater.

Direktivet indfører derfor en ordning, hvor kuratorer via nationale myndigheder kan få adgang til oplysninger fra udenlandske registre, herunder oplysninger om bankkonti og selskabers reelle ejere. Denne adgang forudsætter etableringen af BARIS, et fælles europæisk system til sammenkobling af bankkontoregistre, som forventes at være operationelt omkring 2029.

Derudover fastslår direktivet, at konkursboer skal have ret til at optræde som part ved domstole i andre medlemsstater. Dette er en væsentlig ændring, som forventes at afhjælpe tidligere retlige barrierer, herunder de udfordringer danske konkursboer har oplevet som følge af Danmarks retsforbehold.

Formalisering af pre-pack-procedurer

Direktivet introducerer en retlig ramme for såkaldte “pre-pack”-procedurer, som hidtil har været anvendt i praksis uden specifik lovregulering i Danmark. En pre-pack indebærer, at en virksomhedsoverdragelse forberedes inden indledning af en formel insolvensbehandling og gennemføres umiddelbart derefter.

Den nye regulering opstiller krav om en todelt proces bestående af en forberedelsesfase og en gennemførelsesfase. I forberedelsesfasen udpeges en uafhængig tilsynsførende (monitor), som skal sikre, at salgsprocessen sker på gennemsigtige og markedsmæssige vilkår. I den efterfølgende fase, der indledes ved insolvensbehandlingens start, kan overdragelsen gennemføres med rettens godkendelse.

Formålet er at fremme salg af virksomheder som going concern, hvilket typisk resulterer i en højere værdi for kreditorerne sammenlignet med likvidation af enkeltaktiver. Samtidig understøttes hensynet til bevarelse af arbejdspladser og fortsættelse af økonomisk aktivitet.

Skærpede krav til ledelsens handlepligt

Et andet væsentligt element i direktivet er indførelsen af en pligt for ledelsen til at reagere rettidigt ved insolvens. Ledelsen skal indgive begæring om insolvensbehandling senest tre måneder efter, at insolvensen er konstateret eller burde være konstateret.

Undladelse heraf kan medføre erstatningsansvar for det tab, som kreditorerne lider som følge af den forsinkede handling. Direktivet indeholder dog visse undtagelser, herunder hvor ledelsen har truffet effektive foranstaltninger for at begrænse tabet, eller hvor insolvensen er blevet registreret i relevante registre inden for fristen.

I dansk sammenhæng kan betydningen af disse regler vise sig begrænset, idet dansk ret allerede opererer med et vist ledelsesansvar i insolvenssituationer. Ikke desto mindre indebærer direktivet en klarere og mere ensartet regulering på EU-plan.

Praktiske implikationer for danske aktører

Direktivet forventes at få mærkbar betydning for flere aktører i det danske insolvenssystem. For kuratorer vil de nye regler om adgang til oplysninger og retssagsførelse i udlandet kunne reducere både tidsforbrug og omkostninger ved aktivforfølgning.

For virksomheder i økonomiske vanskeligheder kan indførelsen af pre-pack-procedurer skabe større forudsigelighed og bedre muligheder for værdibevarende overdragelser. Samtidig vil de skærpede krav til ledelsen øge behovet for rettidig juridisk rådgivning.

Endelig vil kreditorerne potentielt opleve en forbedret dividende som følge af mere effektive procedurer og bedre muligheder for at identificere og realisere aktiver.

Afsluttende bemærkninger

Vedtagelsen af Direktiv (EU) 2026/799 udgør et væsentligt skridt i retning af en mere integreret europæisk insolvensret. Selvom direktivet på flere områder bygger videre på eksisterende praksis, introducerer det også nye værktøjer og krav, som vil kræve tilpasning i dansk ret.

Den konkrete implementering vil være afgørende for direktivets praktiske betydning. Særligt udformningen af reglerne om pre-pack-procedurer og anvendelsen af de nye værktøjer til aktivsporing vil få stor indflydelse på, i hvilket omfang direktivet opfylder sit formål om at styrke effektiviteten og værdiskabelsen i insolvensbehandlinger.

Frem mod implementeringsfristen i 2029 må det forventes, at både lovgiver og praksis vil have fokus på at sikre en hensigtsmæssig integration af direktivets bestemmelser i det danske retssystem.