Internationale minimumsstandarder for platformsarbejde – et nyt skridt i reguleringen af den digitale arbejdsstyrke

Den digitale platformsøkonomi har gennem de seneste årtier ændret måden, hvorpå arbejde organiseres og udføres. Digitale platforme som eksempelvis transport-, leverings- og freelanceplatforme forbinder virksomheder og kunder med personer, der udfører konkrete arbejdsopgaver. Denne udvikling har skabt nye muligheder for fleksibel beskæftigelse, men har samtidig rejst en række arbejdsretlige spørgsmål om blandt andet ansættelsesstatus, arbejdsmiljø, aflønning og sociale rettigheder.

For at imødekomme disse udfordringer vedtog Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) den 12. juni 2026 konvention nr. 193 om platformsarbejde. Konventionen er den første internationale aftale, der specifikt regulerer arbejdsforhold for personer, som udfører arbejde gennem digitale platforme. Formålet er at etablere fælles minimumsstandarder, der kan bidrage til en mere ensartet beskyttelse af platformsarbejdere på tværs af landegrænser.

Baggrunden for den nye konvention

Platformsøkonomien er vokset markant i takt med den teknologiske udvikling og den stigende digitalisering af arbejdsmarkedet. Millioner af mennesker verden over udfører i dag arbejde gennem digitale platforme, hvor arbejdsopgaver fordeles via algoritmer og digitale applikationer.

Denne udvikling har udfordret de traditionelle arbejdsretlige regler. Mange platformsarbejdere klassificeres som selvstændige erhvervsdrivende, selv om deres arbejdsvilkår i praksis kan ligne et almindeligt ansættelsesforhold. Klassificeringen har stor betydning, da den afgør, om arbejdstageren har adgang til rettigheder som ferie, løn under sygdom, arbejdsskadeforsikring, opsigelsesbeskyttelse og kollektive overenskomster.

Der har derfor gennem en længere årrække været debat om, hvorvidt den eksisterende arbejdsret i tilstrækkelig grad beskytter personer, der arbejder gennem digitale platforme. ILO's konvention skal ses som et svar på denne udvikling og som et forsøg på at skabe et fælles internationalt udgangspunkt for reguleringen af platformsarbejde.

Konventionens anvendelsesområde

Et centralt element i konventionen er, at den ikke begrænser beskyttelsen til personer, der juridisk anses som lønmodtagere. I stedet anerkender konventionen, at platformsarbejdere kan have forskellige retlige statusser afhængigt af den nationale lovgivning.

Konventionen fastslår derfor, at en række grundlæggende rettigheder skal gælde, uanset om den enkelte arbejder klassificeres som ansat eller selvstændig. Denne tilgang adskiller sig fra mange nationale arbejdsretlige regler, hvor adgangen til beskyttelse ofte afhænger af, om der foreligger et ansættelsesforhold.

Hensigten er at sikre, at digitale platforme ikke kan undgå grundlæggende arbejdsmæssige forpligtelser alene ved at betegne deres arbejdskraft som selvstændige.

Centrale minimumsrettigheder

Konventionen opstiller en række minimumsstandarder, som medlemsstaterne skal tage udgangspunkt i ved implementeringen.

Et af de væsentligste områder vedrører sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Platformsarbejdere udfører ofte arbejde under forhold, hvor de er udsat for både fysiske og psykiske belastninger. Konventionen understreger derfor betydningen af, at også denne gruppe omfattes af passende arbejdsmiljømæssige beskyttelsesforanstaltninger.

Derudover indeholder konventionen bestemmelser om rimelig betaling. Selvom konventionen ikke fastsætter konkrete lønsatser, lægger den op til, at arbejdstagere skal modtage en betaling, som står i rimeligt forhold til det udførte arbejde, og som sker på gennemsigtige vilkår.

Konventionen beskæftiger sig endvidere med de situationer, hvor en platform vælger at suspendere eller deaktivere en arbejders adgang til platformen. For mange platformsarbejdere svarer en deaktivering reelt til en opsigelse, da adgangen til indtjening ophører øjeblikkeligt. Konventionen søger derfor at sikre, at sådanne beslutninger træffes på et sagligt grundlag, og at arbejderen i visse tilfælde får mulighed for at få beslutningen prøvet.

Regulering af algoritmisk ledelse

Et af de mest nyskabende elementer i konventionen er reguleringen af algoritmisk ledelse.

Mange digitale platforme anvender avancerede algoritmer til at fordele arbejdsopgaver, beregne betaling, overvåge præstationer og evaluere arbejdstagernes adfærd. Disse systemer kan samtidig træffe beslutninger om suspension eller udelukkelse fra platformen uden direkte menneskelig involvering.

Konventionen introducerer derfor principper om gennemsigtighed i anvendelsen af automatiserede beslutningssystemer. Platformene skal i højere grad kunne forklare, hvordan algoritmerne påvirker arbejdstagernes arbejdsforhold, herunder hvilke oplysninger der anvendes ved vurderingen af den enkelte arbejder.

Samtidig lægges der vægt på, at visse automatiserede afgørelser skal kunne efterprøves af et menneske. Dette skal mindske risikoen for urigtige eller urimelige beslutninger og styrke arbejdstagernes retssikkerhed.

Bestemmelserne afspejler en bredere international tendens, hvor kunstig intelligens og automatiserede beslutningssystemer i stigende grad bliver genstand for regulering.

Betydningen for medlemsstaterne

Selvom konventionen er vedtaget af ILO, får den ikke automatisk retsvirkning i medlemslandene. Før reglerne bliver bindende, skal den enkelte stat ratificere konventionen og efterfølgende gennemføre de nødvendige ændringer i den nationale lovgivning.

Det betyder, at konventionens praktiske betydning vil variere fra land til land. Nogle stater vil allerede have regler, der opfylder en stor del af konventionens krav, mens andre må gennemføre mere omfattende lovændringer.

Konventionen forventes samtidig at få betydning som fortolkningsbidrag ved udviklingen af national arbejdsret og ved internationale domstoles og myndigheders vurdering af arbejdsforhold i platformsøkonomien.

Samspillet med europæisk regulering

Udviklingen i ILO sker parallelt med den regulering, der allerede finder sted i EU. I de senere år har EU vedtaget flere regler, der har betydning for digitale platforme, herunder regler om kunstig intelligens, databeskyttelse og forbedrede arbejdsvilkår for platformsarbejdere.

På flere områder understøtter ILO-konventionen de samme overordnede principper, nemlig øget gennemsigtighed, bedre beskyttelse af arbejdstagere og større kontrol med automatiserede beslutningsprocesser.

Den internationale konvention kan derfor medvirke til at skabe en mere ensartet regulering globalt og samtidig styrke de standarder, der allerede udvikles inden for EU.

Perspektivering

Vedtagelsen af ILO's konvention markerer et vigtigt skridt i udviklingen af international arbejdsret. Platformsøkonomien har længe udfordret de traditionelle grænser mellem lønmodtagere og selvstændige, og konventionen illustrerer et ønske om at tilpasse arbejdsretten til nye digitale arbejdsformer.

Særligt reguleringen af algoritmisk ledelse kan få stor betydning i de kommende år. Efterhånden som kunstig intelligens får en mere central rolle i virksomhedernes ledelsesprocesser, vil krav om gennemsigtighed, ansvarlighed og menneskelig kontrol sandsynligvis blive stadig vigtigere.

Selvom konventionen først får direkte retlig betydning efter ratifikation i de enkelte medlemsstater, sender vedtagelsen et klart signal om den retning, den internationale regulering bevæger sig i. Digitale platforme forventes i stigende grad at skulle leve op til de samme grundlæggende arbejdsretlige principper, som gælder på det traditionelle arbejdsmarked.

Konklusion

ILO's konvention nr. 193 er den første internationale aftale, der specifikt fastsætter minimumsstandarder for platformsarbejde. Konventionen søger at styrke beskyttelsen af personer, der arbejder via digitale platforme, samtidig med at den tager højde for de særlige karakteristika, som kendetegner den digitale økonomi.

Konventionens fokus på arbejdsmiljø, rimelig betaling, beskyttelse mod usaglig deaktivering og regulering af algoritmisk ledelse viser, at international arbejdsret i stigende grad tilpasses den teknologiske udvikling. Selvom reglerne endnu ikke er bindende i medlemsstaterne, forventes de at få væsentlig betydning for den fremtidige udvikling af både national og international arbejdsret.