Når en virksomhed går konkurs, er der en række juridiske mekanismer, der træder i kraft for at beskytte kreditorernes interesser. En af de vigtigste mekanismer er omstødelse. Omstødelsesreglerne giver mulighed for at annullere visse dispositioner, som virksomheden har foretaget forud for konkursen, hvis disse dispositioner har skadet kreditorerne.
Hvad er omstødelse?
Omstødelse er en juridisk proces, hvor bestemte dispositioner, som en skyldner har foretaget inden sin konkurs, kan erklæres ugyldige. Det sker typisk, når dispositionerne har haft en negativ effekt på konkursboets kreditorer. Med andre ord er formålet med omstødelse at sikre, at skyldnerens værdier ikke uberettiget forsvinder fra konkursboet til skade for kreditorerne
Omstødelsesreglernes formål
Formålet med omstødelsesreglerne er at forhindre, at en skyldner stiller nogle kreditorer bedre end andre, eller på anden måde udtømmer værdier til skade for boets kreditorer. Dette sker ved at give konkursboet mulighed for at tilbagekalde eller ”omstøde” visse dispositioner, som er foretaget i tiden op til konkursen. Dermed har reglerne en dobbelt funktion:
De beskytter kreditorerne mod illoyale handlinger fra skyldneren, som kan have forringet boets værdier.
De fremmer ligelighed mellem kreditorerne ved at sikre, at ingen enkelt kreditor stilles uretmæssigt godt.
Forringende og forrykkende dispositioner
Omstødelse kan komme i spil ved to hovedtyper af dispositioner, forringende og forrykkende dispositioner.
Forringende dispositioner, er dispositioner hvor skyldneren har udtømt midler eller aktiver, som ellers ville have indgået i konkursboet. For eksempel, hvis skyldneren forærer aktiver væk eller sælger dem til underpris. Sådanne dispositioner forringer direkte værdien af boet og skader derfor kreditorerne. Følgende omstødelsesregler relaterer sig til forringende dispositioner:
Omstødelse af gaver
Omstødelse af arveafkald
Omstødelse af visse løngunstbestigelser
Forrykkende dispositioner, indebærer dispositioner hvor skyldneren favoriserer én kreditor frem for andre. Eksempelvis ved at tilbagebetale gæld til én kreditor kort før konkursen, således at denne kreditor stilles bedre end boets øvrige kreditorer. Dette skaber en ubalance i den ligelige fordeling af boets aktiver. Følgende omstødelsesregler relaterer sig til forrykkende dispositioner:
Omstødelse af betalinger af mistænkelig karakter
Omstødelse af sikkerhedsstillelse for ældre gæld
Omstødelse af udlæg
Omstødelse af betalinger efter fristdagen
Objektiv og subjektiv omstødelse
Omstødelsesreglerne skelner mellem objektiv og subjektiv omstødelse. Forskellen mellem de to former ligger i, hvorvidt skyldnerens eller modtagerens hensigt spiller en rolle.
Objektiv omstødelse kan ske uden hensyntagen til skyldnerens eller modtagerens hensigt. Her kigger man alene på de objektive kriterier i loven, såsom tidsrammen og typen af disposition. Et eksempel er betalinger eller gaver, som er foretaget i en bestemt periode op til konkursen. Hvis en disposition opfylder disse objektive kriterier, kan den omstødes, uanset om der var nogen bevidst hensigt om at skade kreditorerne.
Subjektiv omstødelse kræver, at der kan påvises en illoyal hensigt fra enten skyldneren eller den modtagende part. Her er det altså vigtigt, at der har været et bevidst forsøg på at unddrage aktiver fra boet eller at favorisere en kreditor frem for andre. Eksempelvis kan en gave til en nærtstående person op til konkursen blive omstødt, hvis det kan påvises, at hensigten var at sikre aktiver væk fra boet.
Konsekvenser og evt. konkurskarantæne
Hvis en disposition omstødes, skal modtageren som udgangspunkt tilbagelevere det modtagne, uanset om det er penge, aktiver eller værdier. Hvis det modtagne ikke længere er i modtagerens besiddelse, kan det i stedet føre til et erstatningskrav svarende til værdien af det modtagne. I visse tilfælde kan dette have store økonomiske konsekvenser for den, der modtager betalingen eller værdien lige før en konkurs. Bemærk, hvis omstødelsen er en del af en større mistanke om, at skyldneren har handlet groft uansvarligt, kan der også blive tale om at pålægge skyldneren konkurskarantæne. Dette betyder, at skyldneren i en periode kan blive forhindret i at stifte nye selskaber eller indtage ledende stillinger i virksomheder. Dette er dog en alvorlig sanktion og anvendes kun i særligt grove tilfælde, hvor der er klare tegn på illoyal adfærd.
Hvordan gennemføres en omstødelse?
Når et konkursbo ønsker at omstøde en disposition, skal der anlægges en sag ved domstolene. Boets kurator indleder denne proces på vegne af kreditorerne. Kurator har pligt til at undersøge alle dispositioner, der er foretaget i den relevante periode op til konkursen, og vurdere, om der er grundlag for omstødelse. Kurator skal herefter anlægge sag mod den person eller virksomhed, der har modtaget de omstødelige aktiver eller betalinger. Det er herefter op til domstolene at afgøre, om dispositionen skal omstødes, hvilket vil resultere i, at aktiverne tilbageføres til konkursboet, så de kan fordeles ligeligt mellem kreditorerne.
Tidsfrister for omstødelse
Tidsfristen for omstødelse varierer alt efter typen af disposition. For objektiv omstødelse gælder typisk en periode på op til 3 måneder før konkursdekretets afsigelse, mens perioden for subjektiv omstødelse kan strække sig op til 2 år – og i nogle tilfælde længere – hvis der er tale om svig eller grove, illoyale handlinger.
Overblik over frister for de forskellige omstødelsesregler:
Disposition | Almindelig frist | Forlængelse af frist hvis insolvent | Forlængelse af frist hvis nærtstående |
Gaver | 6 måneder | 1 år | 2 år |
Afkald på arv | 6 måneder | 1 år | - |
Løn til nærtstående | 6 måneder | 2 år | - |
Betaling af gæld | 3 måneder | - | 2 år |
Generalklausulen | Ingen tidsmæssig frist | - | - |
* "Nærtstående" kan omfatte familiemedlemmer, virksomheder, hvor skyldneren har bestemmende indflydelse, og andre personer med tæt relation til skyldneren.
Juridisk rådgivning
Omstødelse under konkurs er en kompleks proces med mange juridiske nuancer, der sigter mod at beskytte kreditorerne mod skadelige dispositioner. Hvis du som kreditor eller virksomhed står over for en potentiel konkurs, er det vigtigt at have et klart overblik over, hvilke dispositioner der kan være omstødelige, og hvordan reglerne kan påvirke din økonomiske situation. Gode råd og juridisk bistand fra en erfaren advokat kan være afgørende for at navigere korrekt gennem disse processer.
KONTAKT OS
Skal vi se på din sag?
Kontakt os her:
Telefon
Sociale Medier
Telefonens åbningstider
Man-Tors
Fredag
9:00-15:00
9:00-13:00