Toldrisikoen efter Trumps genvalg – Risikoallokering i internationale kontrakter

Med Donald Trumps tilbagevenden til præsidentembedet i USA og de straks iværksatte forhøjelser af toldsatser på varer fra blandt andet EU, er der igen opstået røre i det internationale handelsmiljø. Toldstigningerne rammer især danske eksportører, der opererer med amerikanske kunder og modparter, og sætter fokus på en velkendt, men ofte overset juridisk problemstilling: Hvem skal bære risikoen for de øgede omkostninger, som opstår, når internationale handelsvilkår ændres markant?

Denne artikel undersøger, hvordan risikoen for nye eller forhøjede toldsatser fordeles mellem kontraktens parter – særligt i det direkte forhold mellem sælger og køber – og hvordan parterne bedst håndterer sådanne ændringer i praksis.

Udgangspunktet i køberetten

Ved vurderingen af hvem der bærer risikoen for ændrede toldsatser, er det afgørende at se på, hvilken lovgivning der regulerer kontraktforholdet.

Hvis både køber og sælger har hjemsted i Danmark, vil den danske købelov som udgangspunkt finde anvendelse. Er der tale om en international handel – hvor parterne har hjemsted i forskellige lande, der begge har tiltrådt CISG (FN’s konvention om internationale løsørekøb) – vil denne i mange tilfælde regulere forholdet.

Under begge regelsæt er det grundlæggende udgangspunkt, at eksporttold betales af sælger, mens importtold betales af køber. Toldreguleringen følger således normalt den del af leveringsforløbet, som parten har ansvaret for. Dette udgangspunkt kan dog fraviges ved udtrykkelige aftaler mellem parterne eller som følge af den praktiske eller kommercielle fordeling i samarbejdet.

Leveringsvilkår som risikofordeler: Incoterms 2020

I internationale kontrakter benytter mange virksomheder leveringsbetingelser i form af Incoterms 2020, som fastsætter både risikoovergang og fordelingen af omkostninger, herunder told.

Valget af Incoterms-klausul har derfor direkte betydning for, hvem der bærer risikoen for nye toldsatser:

• EXW (Ex Works): Sælger har minimale forpligtelser. Køber bærer både eksport- og importtold samt hele transportansvaret.

• DDP (Delivered Duty Paid): Sælger bærer alle omkostninger og risiko til varen er leveret, inkl. told og afgifter i modtagerlandet.

• FCA, FOB, CIF m.fl.: Sælger bærer ofte eksporttold, mens køber bærer importtold. Dette gælder også i FCA (Free Carrier), som er standard i mange standardvilkår.

Derfor bør parterne ikke kun tage stilling til, hvordan varen fysisk skal leveres – men også til den økonomiske byrdefordeling, som leveringsklausulen medfører. Incoterms er i denne henseende både en fordel og en faldgrube, da mange vælger en klausul uden fuldt at forstå konsekvenserne.

Uforudsete toldstigninger: Prisjustering og hardship

Når der sker en væsentlig ændring i toldniveauet efter kontraktindgåelse – som det er tilfældet i den nuværende situation – rejser det spørgsmålet, om og hvordan parterne kan justere aftalens økonomiske indhold.

Flere mekanismer kan overvejes:

• Hardship-klausuler tillader parterne at genforhandle aftalen, hvis uforudsete begivenheder væsentligt ændrer balancen mellem ydelserne. Toldforhøjelser kan i visse tilfælde være omfattet, særligt hvis de har en mærkbar økonomisk effekt.

• Prisreguleringsklausuler kan indsættes forud, så prisændringer automatisk følger eksempelvis ændrede råvarepriser, valutakurser eller netop toldsatser.

• ”Åben bog”-klausuler anvendes ofte i samarbejdsforhold, hvor alle omkostninger synliggøres, og køber betaler faktiske udgifter + margin. Her vil told typisk være købers risiko, i hvert fald for de elementer, der er åbne og dokumenterbare.

Hvis ingen af disse mekanismer er aftalt, vil udgangspunktet som nævnt være afgørende – og kan betyde, at en af parterne uforvarende bærer hele den økonomiske byrde.

Det indirekte forhold: Underleverandører og producenter

Selvom denne artikel fokuserer på det direkte forhold mellem sælger og køber, er det vigtigt at nævne, at toldstigninger også kan have væsentlige konsekvenser længere nede i værdikæden. En producent, der køber halvfabrikata fra en udenlandsk underleverandør, kan ende med at stå i samme situation, hvis toldsatser indføres eller ændres.

Her er det afgørende, at også underliggende kontrakter indeholder mulighed for regulering eller justering – ellers kan producenten ende med en betydelig udgift uden mulighed for at viderefakturere denne til sin egen kunde.

Anbefalinger

Den aktuelle toldkrise bør tjene som en påmindelse til virksomheder og rådgivere om, at told og afgifter ikke blot er økonomiske spørgsmål – de er kontraktuelle forhold, der bør reguleres eksplicit.

Det anbefales:

• At leveringsklausuler vælges bevidst og med forståelse for toldmæssige konsekvenser.

• At der indsættes hardship- eller prisreguleringsklausuler i kontrakter, hvor risikoen for eksterne ændringer er væsentlig.

• At brug af ”åben bog”-modeller ledsages af klar definition af, hvilke dele af prisen der er transparente og justerbare.

• At virksomheder ved grænseoverskridende handel overvejer at få juridisk bistand til formulering af klare og fleksible kontraktvilkår.

Den part, der efter kontrakten skal betale told, bærer som udgangspunkt også risikoen for, at den ændres. I en verden præget af politisk uro og protektionisme er det ikke længere nok at lade dette være underforstået – det skal skrives ind i kontrakten.