Digital regulering i EU: Forenkling eller forringelse af borgernesrettigheder?

EU har over en årrække udviklet sig til en af verdens mest regulerende aktører på det digitale område. Gennem omfattende regelsæt som GDPR, Digital Services Act, Digital Markets Act og den nye AI-forordning har unionen forsøgt at skabe en digital orden, hvor teknologisk innovation kan ske uden at underminere borgernes grundlæggende rettigheder. Det har imidlertid ført til en markant kompleksitet, som både virksomheder, myndigheder og civilsamfundsorganisationer oplever i praksis. Som reaktion på denne udvikling lancerede Europa-Kommissionen i 2025 initiativpakken digital regulation simplification, der har til formål at reducere bureaukrati og skabe et mere sammenhængende og håndterbart regelsæt. Men initiativet rejser en række juridiske spørgsmål: Hvor meget kan reglerne forenkles, før det går ud over beskyttelsesniveauet? Og hvilke konsekvenser kan en lempelse få for EU’s position som global autoritet inden for digital regulering?

Baggrunden for forenklingsinitiativet

For at forstå bevæggrundene bag initiativet er det vigtigt at se på de udfordringer, der kendetegner EU’s digitale reguleringslandskab. Mange af de centrale lovgivninger er blevet udviklet i parallelle politiske processer og uden fuld koordinering på tværs af kommissærporteføljer. Resultatet er et fragmenteret system, hvor virksomheder ofte skal navigere mellem flere forskellige risikovurderinger, rapporteringskrav og ansvarsfordelinger. For eksempel kan en aktør, der udvikler kunstig intelligens, være underlagt AI-forordningens regler om risikostyring, GDPR’s krav om dataminimering og gennemsigtighed, DSA’s krav om dokumentation og transparens samt Data Act’s regler om datadeling og adgang. Denne ophobning af krav har ført til gentagelser, uensartede definitioner og en administration, der i praksis kan hæmme innovation og skabe usikkerhed om retlige forpligtelser

Kommissionens vision om simplificering

Formålet med forenklingspakken er primært at skabe et mere harmoniseret sæt regler, som er lettere at forstå, implementere og håndhæve. Kommissionen foreslår blandt andet, at visse rapporteringsforpligtelser på tværs af lovgivningerne skal samles i én samlet mekanisme, således at virksomheder ikke længere skal udarbejde parallel dokumentation for lignende krav. Desuden ønsker man at lette byrderne for særligt små og mellemstore virksomheder, der ofte mangler ressourcer til at håndtere komplekse compliance-krav. Samtidig ønsker Kommissionen at styrke de såkaldte regulatory sandboxes, hvor nye teknologiske løsninger kan testes under kontrollerede, men mere fleksible, regulatoriske rammer. Tanken er, at innovation skal fremmes uden at gå på kompromis med borgernes sikkerhed, men balancen mellem disse hensyn er langt fra enkel.

Mulighederne ved et mere smidigt regelsæt

Et centralt argument for forenkling er, at den nuværende reguleringsmængde kan skabe en barriere for teknologisk udvikling. Mange virksomheder, særligt dem uden store juridiske afdelinger, oplever EU’s digitale lovgivning som tung og vanskelig at håndtere. Hvis regelsættet forenkles, kan det betyde lavere omkostninger, større retssikkerhed og en mere effektiv udnyttelse af ressourcer, både for virksomheder og myndigheder. Et mere koordineret regelsæt kan desuden skabe bedre håndhævelse, fordi tilsynsmyndighederne får et tydeligere mandat og en klarere forståelse af de krav, der gælder. For brugerne kan en tydeligere og mere sammenhængende lovgivning også give større gennemsigtighed og forståelighed, fordi det bliver lettere at gennemskue, hvilke rettigheder man har, og hvor man kan klage, hvis disse rettigheder krænkes.

Risikoen for udvanding af rettigheder

Selvom forenkling har mange fordele, indebærer initiativet også alvorlige risici. En væsentlig bekymring er, at reduktion i dokumentationskrav kan føre til mindre kontrol med digitale systemer, særligt algoritmer og AI. Hvis virksomheder får færre pligter til at dokumentere deres systemers funktion og risici, bliver det sværere for tilsynsmyndigheder at afdække diskrimination, bias eller uhensigtsmæssige beslutningsprocesser. Dette kan få betydning i områder som beskæftigelse, kreditvurdering og sundhed, hvor automatiserede systemer i stigende omfang spiller en rolle i afgørelser, der har stor indflydelse på individers liv. En bred anvendelse af regulatory sandboxes kan desuden medføre, at undtagelser fra eksisterende regler bliver mere almindelige, og at virksomheder i praksis opererer med mindre beskyttelse af persondata og mindre gennemsigtighed i deres algoritmiske processer.

Databeskyttelsens udfordringer i en forenklingskontekst

Særligt GDPR kan komme under pres i forbindelse med forenklingsinitiativer. Hvis dataregler kombineres eller harmoniseres med mindre databeskyttelsesorienterede lovgivninger, kan det føre til et lavere samlet beskyttelsesniveau. GDPR’s styrke har altid været, at den gælder bredt og sætter strenge krav til samtykke, dataminimering og borgernes kontrol med egne data. Hvis den rolle udvandes, vil EU potentielt miste sin position som global standardbærer for databeskyttelse. Kritikerne af forenklingspakken peger derfor på, at enhver konsolidering af databeskyttelsesregler må ske med stor forsigtighed og med respekt for GDPR’s grundlæggende principper. Der er en reel risiko for, at politiske ambitioner om at tiltrække teknologiske investeringer kan føre til, at beskyttelsesniveauet for borgerne gradvist sænkes, især hvis konkurrencen med USA og Kina bliver et centralt argument.

Balancen mellem innovation og rettigheder

Det afgørende spørgsmål er, hvordan EU kan skabe et mere smidigt reguleringslandskab uden at gå på kompromis med sine kerneværdier. Det kræver en præcis vurdering af, hvilke regler der reelt skaber unødigt bureaukrati, og hvilke regler der er nødvendige for at beskytte borgernes rettigheder og sikre tillid til den digitale udvikling. En vellykket forenklingsproces forudsætter også tæt dialog med både civilsamfund, akademiske eksperter og erhvervslivet, så der kan skabes et sæt regler, der både understøtter innovation og opretholder et højt niveau af demokratisk kontrol og retssikkerhed. Balancen er skrøbelig, men samtidig afgørende for EU’s digitale fremtid.

Konklusion

EU’s initiativ for digital reguleringsforenkling er et ambitiøst forsøg på at skabe klarhed og reducere kompleksitet i et digitalt lovgivningslandskab, der i stigende grad opleves som uoverskueligt. Der er åbenlyse fordele ved at skabe mere sammenhængende regler, der både letter administrative byrder og styrker innovationen. Men initiativet indebærer samtidig markante risici, hvis forenklingen fører til udhuling af de beskyttelsesmekanismer, der i dag sikrer borgernes privatliv, gennemsigtighed og retssikkerhed. Fremtidens digitale regulering i EU vil derfor afhænge af, om det lykkes lovgiverne at finde en balance, hvor effektivitet og innovation kan gå hånd i hånd med en stærk beskyttelse af borgernes rettigheder. Det er denne balance, der vil være afgørende for, om EU også i fremtiden kan bevare sin position som globalt forbillede for ansvarlig digital regulering.